SecurityWorldMarket

22-04-2024

ParkZone går ind i sikkerhedsbranchen

Peter Jørgensen, VSL (tv) sammen med Ronen Leon, ParkZone.

Det danskejede parkeringsselskab ParkZone udvider aktiviteterne med et nyt forretningsben og bliver dermed landsdækkende inden for både parkerings- og sikkerhedsløsninger.

ParkZone er ikke længere kun et parkeringsselskab. Da Ronen Leon i marts satte sig i stolen som ny administrerende direktør, var det med en klar ambition om vækst, og ifølge ham selv er det derfor ingen overraskelse, at den 20 år gamle danskejede virksomhed føjer sikkerhedsløsninger til produktporteføljen.

Om lanceringen af Security-benet, der bl.a. tæller sikkerhedsvagter, brandsikring og hjertestartere fortæller Ronen Leon:

- Vi lever og ånder for fremtidens parkering og tilbud, der lægger sig op ad en god parkeringsoplevelse – og ParkZone er stadig et parkeringsselskab. For os var der dog god synergi i at udvide værdikæden ved at tilbyde parkerings- og sikkerhedsløsninger som et samlet tilbud, fordi vi alligevel er ude ved ejendommene. Derfor er det helt naturligt for os at udvide med en sikkerhedsdel som næste skridt i vores ambitiøse strategi.

Som landsdækkende selskab kan ParkZone, gennem samarbejdsaftaler, nå ud i den fjerneste krog af landet og på den måde servicere mange både eksisterende og nye kunder, som ønsker at udnytte synergien mellem parkering og sikkerhed.

Overenskomst med VSL

I sidste uge tiltrådte ParkZone den samlede overenskomst for parkerings- og sikkerhedsvagter hos VSL (Vagt- og sikkerhedsfunktionærernes Fagforening). ParkZone havde i forvejen overenskomst for parkeringsvagter, og derfor var det også en tilfreds formand for VSL, Peter Jørgensen, der mødtes med Ronen Leon for at underskrive overenskomsten.

- Vi er glade for at udvide samarbejdet og byder ParkZone velkommen som en del af den samlede vagt- og sikkerhedsbranche. Det er altid interessant, når en operatør udvider sit forretningsområde, og vi glæder os til et fortsat godt samarbejde, lyder det Peter Jørgensen.

Ifølge Ronen Leon er udvidelsen af kerneforretningen første del af en ambitiøs plan om endnu flere tiltag fra ParkZone.

- Vi er en landsdækkende udbyder af parkering og nu også sikkerhed, og jeg er helt sikker på, at det ikke er det sidste, branchen hører til os i de kommende måneder, lyder det afslutningsvis fra den administrerende direktør.



Leverandører
Tilbage til toppen