SecurityWorldMarket

27-11-2023

Rapport: DBI leverer innovationssmæk for GTS-skillingen

Foto: DBI

De syv danske GTS-institutter er uundværlige brikker i at understøtte teknologisk innovation og styrke danske virksomheders konkurrenceevne. En ny rapport, som Center for Forskningsanalyse har udarbejdet for Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, slår fast, at DBI og de øvrige GTS’er lever flot op til de forpligtelser, der følger med det offentliges godkendelse som teknologisk serviceinstitut, og til rollen som accelerator for dansk innovation. 

GTS-institutterne er private almennyttige institutioner, der har til formål at opbygge teknologiske kompetencer og serviceydelser og stille dem til rådighed for dansk erhvervsliv på markedsmæssige vilkår. GTS står for Godkent Teknologisk Service.

Kunderne hos danske GTS-institutter er mere innovative, har større internationalt udsyn – og er i øvrigt svært tilfredse. Det viser Uddannelses- og Forskningsstyrelsens evaluering, der også understreger behovet for at investere i test-, demonstrations- og udviklingsfaciliteter.

Institutterne lever blandt andet op til deres formål ved at stille test-, demonstrations- og udviklingsfaciliteter (TDU) til rådighed, hvilket ifølge rapporten er en stor motivationsfaktor for, at kunder indgår i et samarbejde med et eller flere GTS-institutter.

Bekymring for at dække behov for test- og udviklingsfaciliteter

TDU-faciliteterne omtales i rapporten som afgørende for at imødekomme erhvervslivets fremtidige behov. Rapporten konstaterer i samme åndedrag, at GTS’ernes investeringer i TDU-faciliteter er dalende og peger på en tværgående bekymring for, at dansk erhvervsliv risikerer at sakke bagud, hvis ikke der findes eksterne finansieringsmuligheder for kommende TDU-faciliteter.

DBI, Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut, deler bekymringen, der i særlig udtalt grad gør sig gældende for de TDU-faciliteter, der er nødvendige for at brandsikre den grønne omstilling:

- Brande i elbiler er et godt eksempel på noget, vi i dag mangler testfaciliteter til. Det nytter ikke at udskifte den danske bilpark til batteridrevne modeller, uden at vi har styr på den omgivende sikkerhed, siger forskningsdirektør i DBI, Carsten Damgaard.

Rapporten anviser tre måder at sikre erhvervslivets adgang til TDU-faciliteter. Der kan oprettes en pulje på finansloven målrettet til TDU-faciliteter, som faciliterer den grønne omstilling; etablering af TDU-faciliteter kan indgå i kommende klimahandlingsplaner og sektorstrategier; og endelig at virksomhederne må ty til udlandet i de tilfælde, hvor Danmark ikke har kritisk masse til selv at opbygge faciliteterne.

Behovet for at udbygge TDU-faciliteterne går igen i den delevaluering af DBI, der ligger til grund for den overordnede rapport. Det følgende afsnit fra evalueringen citerer en anonymiseret, ekstern nøgleinteressent for at sige:

"Det er fuldstændig afgørende for den grønne omstilling, at der er danske testfaciliteter, da brandsikkerhed er en flaskehals, som virksomheder er nødt til at teste sig igennem for at kunne bringe deres nye innovationer til markedet".

Den overordnede rapport bygger på et omfattende datamateriale, herunder en spørgeskemaundersøgelse blandt kunder og samarbejdspartnere. Her fremgår det, at hele 93 procent af kunderne mener, at GTS-instituttet i høj grad eller i nogen grad har leveret som forventet. Samtidig mener 3 ud af 4 kunder ifølge DBI, at GTS-institutterne har været afgørende for projektets faglige resultater.



Leverandører
Tilbage til toppen