SecurityWorldMarket

21-03-2024

Garda Sikring køber GPP Perimeter Protection

Norske Garda Sikring Group har indgået aftale om at købe GPP Perimeter Protection (som er navnet på de nordiske aktiviteter i Perimeter Protection Group). Med opkøbet får Garda Sikring adgang til en attraktiv produktportefølje og tilført stærk ekspertise inden for køretøjsbarrierer. Samtidig bliver medarbejderne i GPP Perimeter Protection en del af en stærk og veletableret nordisk organisation.




Danske GPP Perimeter Protection A/S har adresse i Varde. Selskabet bliver altså en del af Garda Sikring Group, men gennemførelsen af købet i Danmark og Finland afventer i skrivende stund  FDI-godkendelse, mens overtagelsen af den svenske afdeling er godkendt.

- Vi er utroligt glade for, at GPP Perimeter Protection sammen med deres kompetente medarbejdere bliver en del af Garda Sikrings familie. Efterspørgslen på højsikringsløsninger er stigende på verdensplan, og med opkøbet af GPP Perimeter Protection kan vi nu tilbyde et bredere udvalg af certificerede køretøjsbarrierer og dermed styrke vores tilbud inden for højsikring yderligere. Samtidig får GPPs kunder nu en totalleverandør, der kan varetage alle deres behov inden for perimetersikring, teknisk sikring samt service og vedligehold, udtaler Group CEO Jon Ola Stokke fra Garda Sikring Group.

Perimeter Protection Group blev grundlagt i 1951 og er i dag en af verdens førende leverandører af køretøjsbarrierer. Den nordiske drift af PPG, GPP Perimeter Protection, har en stærk arv og årtiers erfaring inden for perimetersikring. Den nordiske organisation beskæftiger i dag 44 medarbejdere i Sverige, Danmark og Finland. PPGs aktiviteter uden for Norden, herunder produktionsfaciliteter i Tyskland og Storbritannien, forbliver upåvirkede og er ikke en del af transaktionen.

Caroline Talsma, PPG Group CFO og CEO i GPP Perimeter Protection, udtaler:

- Vi er glade for, at GPP Perimeter Protection bliver en del af Garda Sikring Group. Det er et godt match, hvor vi deler de samme stærke værdier som Garda Sikring Group, og den enkelte kundes behov er altid omdrejningspunktet for vores forretning. Garda Sikring Group bliver vores distributør af PPG-produkter i Norden, og vi ser frem til at udnytte vores samlede kompetence til at videreudvikle PPG-produktporteføljen.

Gennemførelsen af købet af GPPs aktiviteter i Danmark og Finland afventer som nævnt stadig FDI-godkendelse. Der arbejdes løbende sammen med de relevante myndigheder på at opfylde alle lovkrav.

Garda Sikring Group

Garda Sikring Group tilbyder en bred vifte af produkter inden for perimetersikring og teknisk sikring samt ydelser relateret til rådgivning, installation, teknisk service og beredskab. Garda Sikring er til stede i hele Norden og har med ca. 1400 medarbejdere en årlig omsætning på mere end 3,4 milliarder norske kroner.

Danske Kibo Sikring blev fusioneret med Garda i august 2023.





Leverandører
Tilbage til toppen